Det er blevet aften, lørdag den 5. juli.
Netforbindelsen her på hotellet er ikke  så god, så i går aftes var det umuligt at få forbindelse. Det er også tvivlsomt, om jeg får overbevist systemet om, at det skal give plads til at overføre billeder....

I går morges gik vi op på øverste etage på hotellet, hvor morgenmadsrestauranten ligger med en fantastisk udsigt over tagene i Stone Town. En dejlig buffet med friskristede toast, omeletter, passionsfrugtjuice, baked beans (hvilket Rasmus jubler over) og meget andet. Det er utroligt, hvad man får for 20USD pr. mand pr. døgn.



Vi var i går på tur til Det gamle Slavemarked. En guide viste os rundt og fortalte os om historien i forhold til slavehandlen. 50.000 slaver blev årligt skibet ud fra Zanzibar. Slaverne kom fra det meste af det sydlige Afrika. - Enten ved at blive snydt til at tage afsted i den tro, at der var godt arbejde at få. Ved at ens stamme havde tabt en "krig" mod en anden stamme og dermed solgt som krigsfange, eller at ens høvding byttede én for penge eller naturalier. Slaveriet blev forbudt i 1873 ved, at en engelsk biskop fik overtalt sultanen til dette. Oven på stedet, hvor selve salget af slaver foregik, fik biskoppen bygget en kirke, som er den ene af to kirker på Zanzibar.
Der var også bibeholdt to slavekamre i kælderen, så man kan se, hvor og under hvilke forhold slaverne skulle opholde sig inden salget. Det var en meget interessant formiddag, men Katrine blev lidt rystet over fortællingerne.

Gaderne i Stone Town er brolagte, smalle, hektiske og til tider larmende. Muslimernes ramadan er lige nu, så der er ikke så store muligheder for at købe spiseligt i løbet af dagen. Omkring klokken 18.30, når højtaleren fortæller, at nu må der spises (eller hvad det nu er, der råbes ud.....), vælter det til gengæld frem med små madboder. I løbet af dagen nøjes vi med brød og frugt, som stadig sælges af hinduerne eller de kristne. Første aften spiste vi aftensmad nede ved havnen, hvor Ole og jeg spiste for 17 år siden. Det er dog nu primært turister, som spiser der  nu, så priserne er temmelig høje (150 kr. for vi fem). I går aftes fandt vi i stedet nogle små boder, hvor de lavede forskelligt kød på spid og brød. Det smagte fantastisk og kostede os kun knap 30 kr. Det virker ikke som om, de handlende er vant til, at hvide spiser hos dem, så vi får os mange smasnakke med folk, når de hører, at vi taler swahili.

I dag har vi snorklet og besøgt Prison Island. Øen blev oprindeligt brugt til uvorne slaver. Sidenhen blev der bygget et fængsel der, men nu er øen privatejet. Det specielle ved den er, at der er mange kæmpeskildpadder. Der blev for mange år siden givet tre skildpadder til sultanen i gave fra Seychellerne. De tre padder er nu blevet til omkring 170.

                                             
                                                       En knap tiårig kæmpeskildpadde

I begyndelsen var Katrine meget bange for at snorkle, for hun frygtede for hajer. Heldigvis overvandt hun til sidst sin frygt, så også hun kom i baljen. Vi havde hyret en  båd med "kaptajn" og guide, som brugte den halve dag med os. Rasmus og Alberte tonsede rundt i vandet jublende over det fascinerende ved at snorkle. Der var overraskende mange klovnfisk og søpindsvin med pigge på mere end 30 cm. At snorkle er som at svømme i  vandkanten af et stort, tropisk akvarium. - Fantastisk.

                                           Der snorkles - Katrine i redningsvest og badering

                                               På vej tilbage til Stone Town efter snorkletur

Jeg har helt glemt at fortælle om vores køb af kokos i går aftes. Fra centrum af Stone Town til vores hotel skal vi passere de lokales marked med tøj, køkkenting, sko, mad og meget andet. Da vi gik der i går aftes fik vi øje på en ung fyr, som solgte friske kokos fyldt med kokosmælk. Og det skulle vi selvfølgelig smage. Den første blev købt - og drukket. Alberte kunne godt tænke sig noget kokoskød, så det spurgte Ole efter. En ny kokos blev "åbnet" - stadig kun med mælk, så han havde nok ikke helt forstået, hvad Ole var ude efter. Jeg spurgte så om en kokos med kød i, og det lykkedes ham til sidst at finde en som havde lidt kød. Det tog sin tid, og undervejs var fem-seks andre småhandlende til. Jeg spurgte sælgeren om lov til at tage et billede af ham, hvilket, han sagde, var ok, og at han var glad for, at jeg spurgte først. Samtidig med dette, tog en tanzanianer et foto af vi fem, så det blev jeg nødt til at kommentere, - for han havde jo ikke spurgt først. Dette skabte stor morskab blandt de handlende.  Nogle gange skal man ikke gøre så meget, for at blive bemærket......

Nettet er stadig virkelig dårligt, så der må komme flere fotos en anden dag!!