Torsdag den 17. juli 2014

Torsdag tog vi efter morgenmaden to små taxier den korte tur til Lukajange, som er den landsby, hvor stiftets hovedkontor og domkirke ligger. Da Ole var hernede arbejdede han i stoftets byggeafdeling, så han skulle også lige omkring de gamle containere og værkstedet for at se, om det havde forandret sig. Der var ikke sket den store udvikling.
Da vi gik lidt rundt blev vi råbt op af George, som var på arbejde på kontoret. Da Ole og han var kolleger, arbejdede han som bogholder i byggeafdelingen. Han har siden da læst videre i fire år og er nu blevet økonomichef i stiftet, så han er steget meget i graderne. Han bød på formiddagskaffe sammen med kontorets ansatte, for hvem vi selvfølgelig skulle præsenteres. Alle ønsker at vide, hvem der er hvem, og det er altid af stor interesse for de lokale, i hvilken rækkefølge vi har fået Rasmus, Alberte og Katrine. Når jeg siger, at Katrine er vores tredje og sidste barn, bliver vi ofte mødt med en undren over, at hun er den sidste.

Vi fik lov til at gå ind i Domkirken, som er et meget flot kirkerum. Det er en dansk arkitekt, som i tidernes morgen tegnede den, og den er et miks af traditionel afrikansk hytte og europæisk byggeri. På gulvet lå flere trommer, da kirkens kirkekor bruger trommer, når der er gudstjeneste.

Da Ole boede hernede havde han det meste af tiden en hushjælp, Rahael, som han godt kunne tænke sig at finde. Hun bor i landsbyen Lukajange. Hun var blevet forladt af sin mand - allerede, da hun arbejdede for Ole, og hun havde svært ved at få tingene til at nå sammen økonomisk. Ole hjalp hende med lønforskud, da hun skulle have brændt mursten til et hus, og hun fik vist også lidt ekstra dengang. Vi fik spurgt os efter hende, og i løbet af ingen tid, stod et af hendes børn hos os. Hun viste os ned til hendes bedstefars brors hus, som er der hvor Rahael bor i øjeblikket. Rahael fik hurtigt øje på Ole, og hun jublede over at se ham. Vi blev inviteret indenfor i et lille hus med nyskåret græs på gulvet men ingen møbler. Et fattigt hjem med en stor gæstfrihed. Vi havde købt to kilo sukker på markedet, som vi gav hende, da vi kom. - Man kommer helst ikke tomhændet på besøg. Rahael fik hurtigt arrangeret at få lavet te til os, alt imens hun blev ved med at udtrykke taknemmelighed over vores besøg. Mens vi fik te, fik hun fortalt, at de var i sorg, da hendes søster/kusine blev begravet dagen før. Derfor var der mange mennesker, som var der eller kom forbi for at ønske pole (kondolere). Efter teen og en snak om livet, bad Rahael til Gud for at takke ham for teen, for at Ole huskede hende, for deres tid sammen, og om at de ville blive ved med at huske hinanden fremover.
Vi fik en tur gennem shambaen for at se hendes hus, som ikke var helt færdigt endnu. Vi gav lidt økonomisk hjælp, så måske kan hun klare sig lidt nemmere i den nærmeste fremtid.
Taknemmeligheden fra Rahael var overvældende og noget, vi alle kunne lære noget af.

Vi var inviteret til Georges hjem til aftensmad, så vi blev hentet ved 18-tiden. Hans hjem bar præg af, at han har fået en ret god stilling i stiftet modsat Dickson og Abela, som må leve af Discksons løn som nattevagt på stiftskontoret. Han får kun 150.000Tsh om måneden, hvilket svarer til 450Dkr. Dickson og Abela har ikke fået indlagt størm i deres hus endnu, da det koster mellem 750.000 og 1.000.000Tsh. George havde til gengæld både strøm og fjernsyn, men maden blev stadig tilberedt over åben ild. Fælles for de to familier er udfordringen med mangel på vand. George byggede vandtank for 20 år siden, og den skal også gennem en større rereration inden regntiden. George og mama Anita har mange børn omkring sig. George er ældste søn i flokken, og nu da deres far er død, er han familiens overhoved, hvilket betyder, at han har ansvar for alle i familien. Dette inkluderer også, at han tager sig af de børn, som har mistet forældre, eller de søskende, som i en periode ikke kan klare sig selv. - Et familiesammenhold, som er unikt men også et stort ansvar. Hos George og mama Anita er der til hvert måltid mindst 15 mennesker.
Når man lever i landsbyen, lever man primært af sin shamba, som er en stor køkkenhave. I dette område af Tanzania er primær-spisen kogebananer, som skrælles og koges som kartofler. Til det spiser de bønner, jordnøddesovs, eller anden grøntsagssovs. De kan altså rimeligvis klare sig med mad uden at skulle købe en masse, men de er afhængige af, at regntiden giver den mængde vand, de har brug for.