Onsdag gik vi lidt mere rundt i Kayanga og sugede stemningen af afrikansk by til os.
Til frokost blev vi hentet af en af stiftets biler og kørt til Dicksons hus. Han er gift med Abela, som er søster til George (søn af den sidste konge i Karagwe, Rumanyika). Deres ældste barn, Ligthnes Neema, er mit gudbarn, og hende har vi hjulpet lidt økonomisk med skolegang. De modtog os med ufattelig stor gæstfrihed og glæde. Merete og Doris må ind i mellem pudse næsen, når de bliver rørte over den måde, Ole og jeg bliver hilst på. Vi har ikke set vores tanzanianske venner i 17 år, men det mærkes ikke.
Abela og Georges kone, mamma Anitha, havde lavet lokal mad til os, som smagte skønt. Hver gang en af os spurgte om anden portion, jublede Abela, for det var en ære for hende, at vi kunne lide hendes mad.
Vi havde lidt gave med hjemmefra, men man bliver meget ydmyg, når man modtager deres. Neema havde ønsket, at vi alle otte skulle have en gave for at vise deres taknemmelighed over den hjælp, de får af Ole og mig.
De er ikke helt færdige med at bygge deres hus endnu, da det er svært at få lagt penge til side til håndværkere. Men huset fungerer med plads til dem og deres seks børn. Maden laves over åben ild, da de ikke har indlagt strøm endnu.
De har været heldige at få adgang til regeringens ko-projekt, så de har en ko, som lige havde fået en kalv. Projektet går ud på, at man får en ko, bliver undervist om kvægavl på stald, og den første kalv skal så afleveres tilbage til projektet. De havde også lidt geder og kaniner. Desværre er deres vandtank i stykker, så den skal de have lavet inden regntiden i september. Det er derfor småt med vand, som skal hentes langt væk.
Vi skal til at spise aftensmad nu, så jeg skriver igen senere. Vi har købt lidt brød, marmelade, bananer og ananas, som vi spiser på værelset, da vi fik et stort måltid til frokost med matoke (kogebananer), ris, spaghetti, lever, fisk og stuvet spinat.
Jeg bliver helt rørt, når jeg hører om jeres modtagelse. Hvor fantastisk!
SvarSlet