mandag den 28. juli 2014

Mandag den 28. juli 2014

Jeg sidder lige nu på terassen på YMCA Central i Nairobi og nyder en kop eftermiddagskaffe i skyggen af en parasol sammen med farfar.. De andre er ved at skifte til badetøj, for de vil en tur i poolen.
Jeg boede her første gang for 22 år siden, og meget har ikke ændret sig siden. Hostel ligger i gåafstand fra det travle centrum, men uden larmen fra de mange mange biler, som er i konstant fart. Nairobi har ingen omfartsvej, så en stor del af godstransporten fra Mombassa i Østkenya til Uganda, Rwanda og Burundi går gennem Nairobi Centrum. Udover godstrafikken har Nairobi en befolkningstilvækst på 7% hvert år, så det giver naturligvis traikale udfordringer. Byen er en international storby med højhuse, fine butikker, tiggere, små lokale butikker, marked og store supermarkeder.
Vores hostel har absolut ikke samme luksuiøse standard, som der hvor vi boede i Tarangire, men det er ok. De tre wazee skulle dog lige have hjælp af Ole i går til at få skruet deres køjeseng sammen, så den ikke ville brase sammen i løbet af natten. Og i dag har han været elektriker og lavet strøm til deres varme vand.

I Tarangire havde vi nogle fantastiske oplevelser med elefanter og gribbe, som vi ikke havde haft før. Gribbene var i gang med et zebra-måltid, og de var mindst 50. Det var vildt. Midt i måltidet kom en større grib, som så let som ingenting jog de mindre gribbe fra fadet og selv gik i gang med frokosten. Ret imponerende, at én fugl kunne have så meget magt over så mange andre. I løbet af måltidet var luften desuden fuld af nok 50 gribbe mere. - Det var en af de sjældne oplevelser, som vi var meget imponerede over.
Elefanterne overraskede vi midt i deres baderitual i et mudret vandhul. Der var helt klart et hieraki blandt dyrene ved vandhullet, for en større gazelle (waterbuck), vortesvin og nogle gnuer fik først lov til at få vand, efter at elefanterne var færdige.
Nogle andre elefanter fik vi at se, mens de gravede efter rent vand i nærheden af en lille "flod". Det var en større flok med både meget små og lidt større unger.
På vores lodge blev vi behandlet som konger med al den luksus, som det indebærer. Når vi skulle til vores telte, blev vi fulgt af nogle masai-vagter, da der var mange elefanter i området.

I formiddags gik vi en tur i byen og fik købt en masse turist-"tingeltangel". Der er et stort city market i centrum, som også var her for 18 år siden og ikke har forandret sig spor. Det er en kæmpefordel, at Ole og jeg snakker swahili, så vi får lavet nogle gode køb - som regel lidt billigere end den pris, som vi gerne ville give for varen. Vi har lært ungerne, at de ikke må se for ivrige ud, hvis de finder noget de kunne tænke sig, for så er det sværere at få det til en god pris (- dette har især været en lektie for Katrine). I dag fik hun købt et lille krybbespil, hvor personerne er lavet i bananbark. Rasmus investerer i dyr af ibenholt, jeg køber kurve og skåle, Ole giraffer, og Alberte holder lidt igen. De tre wazee er mest interesseret i ting lavet i ibenholt. Udvalget er enormt, så hvis sælgerne er lidt for høje i pris, lader man blot som om man går ind til naboen, - så kommer de gående efter én og giver sig som regel.

I morgen bliver en hyggedag med lidt småkøb i byen, afslapning i poolen og i haveområdet ved hostel. Og så skal bagagen pakkes, da vi kører herfra allerede kl. 5.30 på onsdag. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at ferien er ved at være slut. Det har været en fantastisk tur med oplevelser, som vi vil huske længe.

En hilsen fra alle de andre til alle jer, som følger os. Vi glæder os til at fortælle om vores tur!!!


2 kommentarer:

  1. Åh YMCA er bare et dejligt sted. Og det lyder som om Nairobi er Nairobi. Skal I ud til Karen Blixens farm?

    Jeg er så misundelig over jeres Safarioplevelser.
    Og glæder mig til at høre mere :-)

    SvarSlet
  2. Skal I slet ikke spise Carniwar :-)

    SvarSlet