Søndag den 13. og mandag den 14. juli 2014

Fredag den 18. juli 2014

Vi har haft nogle meget begivenhedsrige dage, siden jeg sidst skrev på bloggen, men det har været sløjt med wifi på vores to sidste hoteller.

I søndags stod vi frygtelig tidligt op, da vi skulle være i lufthavnen allerede kl. 4 for at flyve til Nairobi og derfra videre til Entebbe i Uganda for at mødes med Oles far, faster og tante. Vi skulle vente 11 timer i lufthavnen i Nairobi, før flyet til Entebbe fløj, så dagen var lidt lang. Ungerne var heldigvis utrolig gode til at være i venteposition, så dagen gik, før vi blev trætte af den.

Ankommet til Entebbe blev vi hentet af en af de ansatte på det hotel, som vi skulle overnatte på. Ole var på det tidspunkt lidt sølle, og vi havde ikke været på hotellet mere end en halv time, før end han måtte på badeværelset og kaste op..... Så nu var det ud af begge ender (undskyld talen, men når man rejser rundt med rygsækken til forskellige steder, kommer snakken hver dag liiiiige til at vende begrebet afføring. - "Hvordan går det med din mave i dag", er et dagligt spørgsmål. "Har du været rigtigt på toilettet i dag?" er et andet.). Nå men, Ole måtte altså på dette tidspunkt kapitulere og finde sin seng.

Altså blev det mig, som sammen med en chauffør tog tilbage til lufthavnen sidst på aftenen for at modtage vores wazee watatu (tre ældre mennesker). Og hvilken glæde det var at se dem kommende gående ud af ankomsthallen med smil og overskud!!
Da vi kom til hotellet, var Ole blevet noget dårligere, så ved 23.30-tiden fik vi ringet til en læge. Der kom to af slagsen, og de gik straks i gang med at tage temperatur, blodtryk og blodprøve. Ole havde på dette tidspunkt snurren i hænder og fødder, feber og  hurtig vejrtrækning. Han turde ikke rejse sig af frygt for at falde om. Puha. Lægernes umiddelbare vurdering var malaria, men da han også var meget dehydreret, fik han salt-sukkervand i drop samtidig med en første malariabehandling. Det var ikke specielt morsomt, men heldigvis virkede lægerne meget kompetente. Alberte og Katrine var bange og kede af det, så dem skulle der også tages hånd om. Heldigvis faldt de efterhånden i søvn. Jeg fik besked på at holde øje med droppet i løbet af natten, så alarmen blev sat hver halvanden time. Kl. 5.30 vækkede jeg Merete, Oles faster (som er pensioneret sygeplejerske), som skulle hjælpe mig med at få lukket for droppet. Næste morgen skulle Ole tage en afføringsprøve, og så ventede vi på, at Anisha (kvinden, som ejer det lille hotel, vi boede på,) ville hjælpe os med at få den afleveret til lægen. Det blev dog i stedet til, at Ole og jeg ved ti-tiden tog med hende hen til klinikken, så lægen kunne tilse ham. Heldigvis kunne vi trygt tage afsted, for de tre wazee var der til at tage sig af ungerne. Nå, min historie er ved at blive lang, så måske skal jeg bare sige, at det viste sig at være en madinfektion, Ole havde fået og ikke malaria. Vi blev på klinikken indtil midt på eftermiddagen, fordi han yderligere skulle have to gange drop. Sikke et døgn!!!!

Undervejs i alt dette skulle jeg snakke med vores chauffør, som var hyret til at køre os til Tanzania. Han ankom kl. 7.30 i den tro, at vi ville være klar til at køre. Hm. Jeg skulle også snakke med William i Tanzania, som er ham, som havde sørget for chaufføren. Derudover var vi ventet i Kyerwa i Tanzania hos en Danmission missionær, hvor vi skulle have sovet fra mandag til tirsdag. Fantastisk at mobiltelefonnettet er så fint, som det er. For selvfølgelig kunne vi ikke nå til Tanzania denne dag, da det ville blive nat, inden vi ville nå frem, og fordi Ole stadig trængte til at slappe af.