Tirsdag den 15. juli 2014

Så blev det tirsdag morgen, og Ole var mirakuløst blevet meget mere frisk. - Han er dog på diverse penicilin og piller til og med fredag......
Vi blev igen hentet af vores chauffør, bilven blev pakket, og så kom vi afsted mod Tanzania. Vejen var fantastisk, så vi nåede grænsen efter små fire timer. Det er fantastisk, at de tre wazee ser alting med helt friske øjne, for Ole og jeg kommer ind i mellem til at tage tingene for givet, fordi vi jo har set det meste før.

Ved grænsen skulle vi papirarbejde igennem, før vi fik lov til at køre videre, men det er vist som det plejer at være.
Kort efter grænsen stoppede vi for at få lidt at spise, og man må sige, at der findes vist ikke rigtig nogen form for fast food her. Vi bestilte matoke (kogebananer) og kylling/høne, men vi havde stadig ikke fået mad efter en time. Måske hønen skulle slagtes først..... Det var en gammel en af slagsen, så der skulle tygges godt igennem. Lidt ærgerligt, at det første "autentiske" måltid vores gæster blev præsenteret for, var så ringe, som det var.

Da vi nåede Kyrka, (som er et par timers kørsel inden Kayanga, hvor vi skulle ende vores safari), fik vi fortalt om krigen mellem Tanzania og Uganda i 1978-79, hvor præsidenten i Uganda, Idi Amin, ville overtage et område i Tanzania, som nåede ned til Kyerka. Idi Amin tabte, men med tab på begge sider. Ved Kyerka løber Kagerafloden igennem, inden den løber ud i Viktoriasøen. Under krigen i Rwanda i 1994 flød ligene i floden hele vejen til Kyerka.

Vi ankom til Kayanga Hotel sidst på eftermiddagen og blev modtaget af George, Oles tidligere kollega i byggeafdelingen. Glæde glæde glæde!!!!!! Det var med knus og kram og ih og åh. - Fantastisk!!!!!
Han fortalte, at han og Dickson, (som er en ven, jeg kender tilbage til fra 1992, og som er gift med Georges søster) gerne ville have besøg af os i begges hjem, så vi skulle komme til Dicksons om onsdagen og Georges om torsdagen. Ole og jeg havde tænkt, at vi ville arrangere at købe en ged eller lignende og så lave et festmåltid med dem alle, men de ville invitere. Så sådan blev det.

Det var fantastisk at være i Karagwe igen efter 17 år. Landsbyerne ligner sig selv, men byen Kayanga har forandret sig en del. Der er mange små butikker, mennesker, scootere og biler overalt. Vi gik en kort tur i byen, da vi indlogeret i vores værelser, så vi kunne få købt lidt brød, bananer og vand. Vi falder hurtigt i snak med folk, så snart de hører, at vi snakker swahili, så det er ingen sag at få handlet. Doris og Merete havde på forhånd været spændte på, om det ville virke kriminelt og utrygt, men det er der absolut ikke noget af.

Vi fik lavet spisestue i Doris og Meretes værelse (som var det største), så mætte, trætte og fyldt med nye indtryk gik vi i seng tidligt. Det bliver mørkt ved syv-riden, så når klokken når otte, føles det som om den er ti. Det snyder kroppen lidt, så den bliver tidligt træt.